Af Hilda Margrete Schulte Middelboe
Udstillingen af min oldefars, Bernhard Ulrik Middelboes, billeder begyndte for mig 10 dage før i sommeren 2019. Jeg tog til Den Hirschsprungske Samling i København og så en særudstilling af den tidlige Krøyers malerier og tegninger fra 70erne – altså før Skagensæraen. Her var der nemlig små tegninger fra Arild. Krøyer tog derover med venner, herunder Bernhard Ulrich Middelboe. De små tegninger var en god appetitvækker. I familien går historien jo, at Krøyer skulle have sagt til Bernhard: "Du behøver ikke tage til Skagen for at få det særlige lys; du skal bare finde en nordvendt kyst.” Det er kysten ved Arild. Nordvendt. Her til flyttede Bernhard i 1880.
Udsigt over Arilds havn
Fredag den 19. juli 2019 tog min mand og jeg til Arild. Indlogerede os på Flundarp, Bygningen som Bernhard boede i med sin familie, nu Rustholdergården. Et kig ud ad vinduet og de små hvide, gule, grønne huse fra begyndelsen af 19 hundrede tallet viste sig nedenfor. Længere ude Skäldervigen, det gråblå vand, som det let sol disede lys og havnen. Alt inviterede til fluks at komme ud og ned ad stien til Mor Cillas hus.
Mor Cillas Hus
Udstillingen var et tilløbsstykke. Men mellem alle de snakkende, småpuffende sommerklædte gæster hang de kendte billeder. Selvportrættet har hængt i mit barndomshjem. Da min far flyttede i lejlighed, fulgte det portræt med. Der hang også en kultegning af hustru Hilda i mit barndomshjem. Denne tegning var ikke med på udstillingen, men jeg nævner den, da den altid blev ledsaget af. ”Hilda, som du jo er opkaldt efter”. Min far arvede det malede portræt af Hilda, og da han døde, gik begge portrætter videre til mig. Så de to portrætter har en fortrolighed for mig.
Gæsterne venter spændt på udstillingen skal begynde
Portrættet af Hilda er mørkt i farveholdningen – som en hilsen tilbage til guldaldermaleriernes stil. Så overraskende for mig blev det, at mange andre af hans malerier helt anderledes fremhæver farverne. Hvor portrætterne er fortrolige, var de andre malerier nærmest lidt fremmedartede. Billederne, der ikke er portrætter, får fladerne frem, Det minder for mig mere om en anden samtidig maler end Skagens malerne, nemlig L.A. Ring, Begge eksperimenterede de med fladerne og kunstnerens blik på det samfund, de var midt i. Tænk på billedet af jollen på stranden i fiskerlejet. Skuret er en flade, jollen en buet flade, stranden en flade. Med fladerne blev Bernhard ikke så meget indtrykkets maler, men det enkelte steds maler, her stranden og med en bestemt lokalitet, Bernhard Ulrich Middelboe blev Arilds maler.
Portrættet af Hilda
Både om aftenen, hvor vi spiste fælles middag på Flundarp og næste eftermiddag, hvor Dorthe Middelboe havde inviteret til fælles kaffebord i sit arvede sommerhus, gjorde jeg en banal opdagelse. Det var så mærkeligt at høre, hvordan de andre Middelboer Bent, Dorthe, Elizabeth m.fl. alle også har haft malerier hængende siden deres barndom. Ikke mine billeder, men andre tegninger og malerier. Det havde jeg ikke tænkt på før, at ikke kun jeg havde det personlige afsæt til udstillingen, men at der nok var op til en snes andre, der havde fortroligheden med andre malerier med hjemmefra. At gå rundt på udstillingen blev nu også en mulighed for at skrifte perspektiv og leve sig i de andres afsæt.
Igen banalt, men forunderligt, at Bernhard Ulrich Middelboe ikke blot har sine gener i en eller anden grad i os, oldebørnenes, tipoldebørnene og tiptipoldebørnenes DNA, men også gennem videregivelsen af malerierne i tre, fire led har han givet os hver vores afsæt. Slægtskab fik en ny dimension den weekend.
Min kusine Vivien th. og mig selv samt min datter Cecilie tv.
Om søndagen var jeg tilbage på udstillingen. Intet mylder, men stadig pænt besøgt. Nu lutter ukendte folk. Jeg dristede mig til at tiltale et par, der stod og kiggede på portrætterne, og fortalte, at det var mine oldeforældre. De talte svensk, jeg talte dansk. Jeg blev glædelig overrasket over at det åbnede op, for at de fortalte om deres forhold til Arild og hvad der var baggrunden for at de var på udstillingen. Med den succes prøvede jeg det flere gange og hver gang med en åbenhjertig svensk-dansk samtale som resultat. Fælles var en stor anerkendelse af arbejdet, der lå bag udstillingen. På den måde fik en af Arilds malere en renæssance og udstillingen blev et sted for udveksling – et levende sted for mødet mellem det svensk og det danske. For mig med en kærligt tanke tilbage, da Bernhard Ulrich Middelboes blik mødte en ung svensk kvindes ansigt og helt særlig forbindelse opstod.
Om søndagen var der forsat godt besøgt på udstillingen