(Not in english yet)

Beboerne i Arild bestod næsten udelukkende af søens folk – med deres familier. Der var afgående og fungerende skibskaptajner, der var styrmænd, menige sømænd og fiskere. Et arbejde præger som regel sin mand, og da søfolks gerning kræver orden og pålidelighed, er det en god race. At leve blandt dem i sine første barneår, kan menneskeligt kun være til gavn og glæde.

Tidligt på sommeren 1890 tog Far sit livs sikkert sværeste beslutning at sige farvel til sin kunst og rejse til Paris for at sætte sig ind i moderne reproduktion, men Far holdt sine bekymringer for sig selv, vi hørte aldrig noget til dem.

Det var Fars gode ven bogtrykker J. H. Schultz der havde tilbudt at finansiere ham. Schultz var med i den planlagte udgivelse af Salmonsens leksikon, og han vidste, at de skulle bruge mange klicheer til værket.

Far skulle være borte et år, hvor Mor blev alene på gården med os 5 børn, men heldigvis havde Mor gode venner til at hjælpe sig, hvis det skulle blive nødvendigt. På spindesiden var der Bengt Perssons mor - Mor Cilla og så mor Kristina, dem så vi ofte hos os. På mandssiden var det først og fremmest Andreas, ”han var vor sjussare” og kørte blandt andet med posten til og fra Höganäs. Andreas var den største og tykkeste mand i Arild og på sin vogn fyldte han hele kuskesædet. En dag lagrede der sig lige over for Flundrarp en stor sigøjnertrup, det var Mor ikke glad for, man sagde dengang, at sigøjnere godt kunne stjæle småbørn. Mor sendte bud efter Andreas, og han kom straks – stor og mægtig, og med en håndbevægelse og et ’här får ni inte vara,” fik han dem til at pakke sammen og forsvinde.

Mor var glad for at blive af med dem, og spurgte Andreas om han ville have en ’jök’(1) eller en kop kaffe, og han svarede: ”Tack snälla Fru Middelboe, jag kann jo först ta jöken och så få kaffan övenpå”. En anden gang Andreas havde hjulpet Mor og de sad og fik sig en kaffetår, sagde Mor i samtalens løb: ”Andreas må jo vara förmögen mand, Andreas har varit gift 3 gånga, och varje gång var der penga”? Andreas smilede – og svarede: ”Åh ja – Fru Middelboe – men sista gången var der inte så mycket, som jag hade beräknat.”

En dag, vi sad og spiste, fik vor søster Nitta et stykke kød galt i halsen, og det så meget alvorligt ud, så tog Kristian og stak sin lille hånd ind i munden på hende og fik kødstumpen op, han viste allerede her stor omtanke og handlekraft.

Sommeren 1891 kom Far hjem fra Paris og hele familien rejste til København, hvor vi begyndte vor nye tilværelse.

Befordringen i København, fra Banegården til vort hjem på hjørnet af Falkonér Allé og Roars Vej, foregik med den eneste sporvogn, der kørte mellem Frederiksberg og Halmtorvet – nu Rådhuspladsen. Alene det at køre denne tur i sporvogn var en oplevelse for os, vi lå på knæ på sædet og så med store øjne på alt det nye, vi kørte forbi.

Vi tre største kom i Frederiksberg Latin- og Realskole på Hollændervej; til skolen hørte der to små fodboldbaner og dette har sikkert bidraget til, at vi drenge fik interesse for fodbold og endte i Københavns Boldklub der kom til at betyde meget for de tre af os – gennem hele vort liv.

Fars reproduktionsanstalt lå på Kong Georgs Vej 51, dengang den sidste bygning ud efter mod nord og mod øst og et godt stykke forbi Ladegaardsåen, var der kun ét bygningskompleks, og det var Ride- og Beslagskolen, alt det andet var markagtigt terræn, hvor vi og vore kammerater havde en herlig tumleplads. Der lå på terrænet en ret stor sø hvor vi sejlede med vore småbåde, engang da min båd sad fast i noget siv, lænede jeg mig for langt ud for at få fat i den og gik på hovedet i vandet.

_______________
(1) En ’jök’ er en dram